Program

2024

”Et lille lys i et stort mørke" Armenien og Karen Jeppe - Hvorfor kender danskerne ikke deres egen helt? Foredrag/historiefortælling med musik og sang v. Helle og Amalie Asmild.

Tirsdag den 16 . jan. 2024 Kl 19.30 / Fruering forsamlingshus.

Armenien er verdens ældste kristne land og hymner fra 400-tallet bliver sunget i Armeniens klostre den dag i dag. Helle Asmild vil sammen med sin datter Amalie Asmild væve den armenske musik ind i fortælling om det armenske folks historie og ind i fortælling om Karen Jeppe – den lille, danske kvinde, der reddede mere end 1700 armeniere fra fangenskab og slaveri, og som den dag i dag bliver hyldet for sin dåd langt fra Danmarks grænser. Helle og Amalie Asmild spiller og synger både kirkemusik, folkemusik og klassisk armensk musik som en del af beretningen om dette folks utrolige historie og skæbne – et stolt folk hvis lidelses historie er ubeskrivelig: Undertrykkelse, forfølgelse og folkemord. Midt i det står beretningen om hjælpearbejderen Karen Jeppe. Armenierne kalder hende for ’Armenieres Moder Theresa og hendes liv og gerning bør være til inspiration og eftertanke for os alle.

Islandske sagaer – historiske kilder eller litteratur, eller måske begge dele ved Jens Kristian Boll ph.d.

Torsdag den 22.feb. 2024 Kl. 19.30 / Solbjerg Fritidscenter.

De islandske sagaer er med rette en del af verdenslitteraturen. Men er sagaerne historiske beretninger eller blot gode fortællinger, eller er de måske noget helt tredje? Vi vil se på det samfund, på samme tid velkendt og os uhyre fremmed, hvor sagaerne opstod og udspillede sig i, og ikke mindst på den rolle sagaerne spillede. Vi vil også se på, hvordan de islandske sagaer var en del af en europæisk kulturel bevægelse for at skabe en ”national” fortid. Men ikke mindst skal vi opleve sagaerne komme til orde i deres egen uforlignelige litterære stil og møde skikkelser som Njal den vise, den trofaste Bergthora, krigeren Gunnar, den ærekære Halgerd, den fredsløse Grette den stærke, hævneren Gisle, fredstifteren Sidu-Hall og Eigil Skallagrimsson

”Sorg og glæde” ved Nils Malmros

Torsdag den 14. marts 2024 Kl. 19.30 /Gjesing forsamlingshus.

Nils Malmros er en af landets mest anerkendte filminstruktører. I sine spændende foredrag, formår han at kombinere både alvor og humor og fortæller hudløst ærligt om sine film, også dem som omhandler hans eget liv. Nils Malmros er kendt for sine meget personlige film, der skildrer alt fra hans barndom (Lars Ole, 5.c), ungdom (Kundskabens træ) til en skandalesag, som involverede hans far (At kende sandheden). Alligevel fremstår ‘Sorg og glæde’ som den mest personlige til dato, idet instruktøren selv har gennemgået samme forløb som sit alter ego, Johannes, i filmen. Flere scener beskæftiger sig med nogle af hans mest kendte værker som ’Kundskabens træ’ (1981) og Skønheden og udyret (1983). ‘Sorg og glæde’ har Jakob Cedergren (Frygtelig lykkelig) i rollen som Johannes, og i den krævende rolle som hans maniodepressive kone ses Helle Fagralid fra ‘Forbrydelsen’. Hør Nils Malmros fortælle om filmen, dens tilblivelse og de bagved liggende begivenheder.

Togrejser. - Foredrag ved Ole Starosczik, og Generalforsamling

Torsdag den 18. april 2024 Kl. 19.30 /Vitved forsamlingshus

Ole Starosczik fra Vitved kommer og fortæller små historier om togture og viser billeder. 

Efterfølgende vil der være ordinær generalforsamling.

Luk menu